Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Steffen er den bedste bygningssnedker

50.000 tilskuere gjorde Steffen Slott Jørgensens arbejde under DM i Skills til noget helt andet end det, han kender fra hverdagen som bygningssnedkerlærling hos Hoffmann A/S i Næstved. Men Steffen holdt til presset og endte med at vinde DM i Skills.

Fotos: Ricky John Molloy og Per Daugaard

Den 4. – 6. april 2019 var der DM i Skills i Næstved Arena. Omkring 300 unge mennesker dystede i 43 forskellige fag om at vinde DM-titlerne. Fem af dem var bygningssnedkere og derudover havde bygningssnedkerne en gæstedeltager med fra Østrig.

Efter tre hårde og intense dage kunne Steffen Slott Jørgensen ånde lettet ud, og få timer efter opgaveafleveringen fik han overrakt trofæet og titlen som Danmarks bedste bygningssnedker.

For Steffen Slott Jørgensen var det en stor oplevelse at være med til DM i Skills. Ikke kun fordi han vandt, men også fordi det er en meget anderledes måde at arbejde på, end han er vant til. I løbet af de tre konkurrencedage var der 50.000 besøgende til DM i Skills, og det betød mange tilskuere, som kiggede på og af og til stillede spørgsmål.



Bump på vejen
Steffen Slott Jørgensen og andre bygningssnedkere havde 22 timer i aktiv tid til at lave en talerstol. Men det var ikke uden bump på vejen, at Steffen Slott Jørgensen vandt DM i Skills for bygningssnedkere.

Ikke langt inde i opgaven lavede han en uheldig fejl, da han savede et stykke træ for kort – og det kan koste på pointavlen. Hvis en deltager skal have nyt træ, giver det nemlig strafpoint. Derfor valgte Steffan Slott Jørgensen at bruge træet, som det var, selvom han godt vidste, at det ville trække ned i dommernes bedømmelse. Fejlen betød, at talerstolen ikke var helt perfekt i en enkel samling, men det var ikke noget, der kunne ses med det blotte øje.

– Jeg er meget imponeret over det høje niveau, der var til DM i Skills. Niveauet i hallerne viste med al tydelighed, at det var landets dygtigste lærlinge, der dystede. Der var fuld koncentration over alle linjer, og i den sammenhæng skal der også lyde en stor ros til Næstved Kommune, som har lagt et stort arbejde i et rigtig flot arrangement, siger konsulent i Snedkersektionen, Frederik Waitz Søborg.



Derfor er Steffen bygningssnedker
– Jeg har altid godt kunne lide at arbejde med træ, så derfor valgte jeg at blive snedker. Det fede ved mit fag er, at jeg både kan nørkle med de helt små detaljer, men jeg kan også være med til at bygge et stort hus. Som bygningssnedker behøver man ikke at lave det samme hver dag. Der er meget at tage sig til og meget at lære, siger Steffen Slott Jørgensen.

På vej mod verdensmesterskaberne 
Med DM-sejren i hus er Steffen Slott Jørgensen sikret en plads til VM i Skills i Kazan i Rusland 22.-27. august. Her skal han dyste mod andre unge bygningssnedkerlærlinge fra hele verden.

Om Steffen Slott Jørgensen
Steffan Slott Jørgensen er 20 år og går på EUX som bygningssnedker på Roskilde Tekniske Skole. Steffan kommer fra Borup og er til dagligt i lære hos Hoffmann A/S i Næstved.