Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Byggeriet trodser usikker Brexit og øger eksporten

På trods af de vanskelige forhandlinger om Brexit lykkedes det bygge- og anlægsbranchen at øge eksporten til Storbritannien sidste år. Det britiske marked er et af de vigtigste eksportmarkeder.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at bygge- og anlægsvirksomhedernes samlede eksport til Storbritannien steg med næsten 11 procent, men det var alene trukket af eksporten af tjenester som for eksempel opførelse af bygninger, vindmøller og veje, som steg 50 procent. Mens eksporten af byggevarer faldt 20 procent fra 2017-18.

Det britiske marked er byggeriets største eksportmarked, og udgjorde sidste år 17 procent af den samlede eksport.  Det er derfor helt afgørende for bygge- og anlægsbranchen, at vi får en god Brexit-aftale, siger Henriette Thuen, international chef hos Dansk Byggeri.

Virksomhederne skal tage en række forholdsregler
Vinduesproducenten Idealcombi er en af de virksomheder, der mærker usikkerheden om skilsmisseaftalen mellem Storbritannien og EU. Her har man forberedt sig i længere tid.

- Det er min erfaring, at det er vigtigt med en tæt og løbende kontakt med samarbejdspartnere, medarbejdere og banker om det forretningsmæssige øjebliksbillede, som ikke altid fremgår af medierne. Det er vigtigt at være ude i god tid, og det er blevet markant sværere at forhandle med kreditforsikringsselskaberne, fordi Storbritannien bliver betragtet som et højrisiko-land, siger økonomidirektør Martin Søgaard, der også er formand for Dansk Byggeindustri i Dansk Byggeri.

Martin Søgaard opfordrer virksomhederne til at sikre sig mod kursudsving og til at skaffe de nødvendige registreringer hos toldmyndighederne i tilfælde af, at det ender med en ”hård Brexit” og Storbritannien bliver betragtet som et tredjeland i forhold til EU.

Du kan læse resten af nyheden hos Dansk Byggeri her.

Eller finde Dansk Byggeindustris guide til, hvad du kan gøre for at forberede dig på Brexit.