Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Få styr på reglerne for beskatning af julegaver

Julen nærmer sig med hastige skridt, og det samme gør indkøbet af julegaver til ansatte. Her kan du kort læse, hvad du skal være opmærksom på, og hvor du kan læse mere.

Hvad er skattereglerne i forhold til gaver og ansatte? Svaret er vigtigt at have styr på, nu hvor tiden for at købe julegaver til ansatte nærmer sig. For hvis der ikke er helt styr på beløbsgrænserne, kan det udløse en beskatning hos den ansatte – ikke blot for den enkelte julegave men også for andre gaver, der er givet i årets løb.

Er gaven kontanter, gavekort eller tingsgaver?
Hvis gaven, der bliver givet, er kontanter eller gavekort, der kan byttes til kontanter, er gaverne altid skattepligtige.

Hvis det derimod er tingsgaver (som for eksempel chokolade, vin eller en vase), er reglerne afhængige af gavens værdi.

Hvor går grænsen?
For et år er der samlet set en grænse på 1.100 kroner for gaver og mindre personalegoder. Overskrides denne grænse, skal den ansatte betale skat af det samlede beløb – altså 1.100 kroner.

Julegaver er undtagelsen
Dog gælder en undtagelse for ovenstående regel ved køb af julegaver til maks. 800 kroner. Det betyder, at koster julegaven 800 kroner eller derunder, fritages den for skat.

Hvis beløbsgrænsen på 1.100 kroner i den forbindelse overstiges, vil de øvrige gaver, der er modtaget i løbet af året blive beskattet. 

Eksempel:
Julegave = 800 kroner
Værdi af andre personalegode givet i løbet af året = 400 kroner

Derfor vil der kun være beskatning af de 400 kroner, selvom det samlede beløb er over 1.100 kroner.

Koster gaven derimod 801 kroner bliver samtlige 1.201 kroner beskattet. 

Gives der ikke andre gaver i løbet af året, må en julegave gerne koste 1.100 kroner uden, at der skal betales skat af dem.

Julegaver til mere end 1.100 kroner er altid skattepligtige.

Hvis du vil vide mere, kan du finde mere information på skat.dk