Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Klimaftale kan betyde dansk eksporteventyr

Klimaaftale, der blev indgået i weekenden, kan betyde øgede eksportmuligheder af blandt andet viden om håndtering af vand, vurderer FRI

Efter to ugers maratonforhandlinger blev verdens lande i weekenden enige om en juridisk bindende global klimaaftale på FN-s klimatopmøde i Paris.

Klimaaftalen indeholder en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under to grader og en opfordring til at holde den under 1,5 grader.

Derudover er parterne enige om, at de globale udledninger skal toppe så hurtigt som muligt og derefter reduceres markant. Aftalen indeholder også en ambitionsmekanisme, som løbende skal øge den globale reduktionsindsats.

Dermed er vejen banet for udvikling af nye teknologier, der blandt andet skal bidrage til en opgradering af bygningsmassen, mener direktør i Dansk Byggeri, Michael H. Nielsen.

- Den slags tager tid og koster penge og sker ikke af sig selv. I Danmark har vi, gennem tidligere tiders fokus på at være i front med grønne og klimarigtige løsninger, bragt os i en styrkeposition. Vi har nu fået nye håndtag i salgsarbejdet på eksportmarkederne. Verdens lande skal nu alle forholde sig til, hvordan de helt konkret når deres mål fra COP21, og det kan vi hjælpe dem med via dansk teknologi og know-how, siger han.

Netop fordi der skal tænkes langsigtet, er det ifølge Michael H. Nielsen uhyre vigtigt, at der er forpligtende og stabile langsigtede mål at arbejde med. Det gælder i den hjemlige regulering, men også for alle eksporterende virksomheder.

- Med et overordnet mål om højst 2,0 graders temperaturstigning og dertil individuelle mål for hvert enkelt land er vi meget tættere på at have nogle internationale mål, som giver mening. Det gør det nemmere at kapitalisere investeringen i at bringe os i front med klimateknologi og herunder energirenovering af bygninger, grønne energiformer og nye måder at udnytte energien på i det byggede miljø, siger han.

Den globale klimaaftale ventes at træde i kraft den 1. januar 2020.