Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Tiltag ved håndværker tilbud /entreprise tilbud til private

Det private arbejdsmarked er ikke lukket ned. Håndværkere har derfor en god mulighed for at holde gang i hjulene. Det er vigtigt i en tid, hvor de fleste andre funktioner er lukket ned. Mange opgaver kan udføres selvstændigt eller af få personer med mulighed for at efterleve myndighedernes anbefalinger om afstand og skærpet hygiejne.

Det er derfor helt i overensstemmelse med anbefalingerne at bestille en håndværker til at give et tilbud på en renoveringsopgave eller komme forbi til en besigtigelse af et tag, vinduer eller carport, der står for en udskiftning. Det er naturligvis vigtigt, at håndværker og kunde efterlever de vejledninger, der er angivet af myndighederne.

Dansk Byggeri har i den forbindelse udarbejdet en praktisk vejledning til byggeriets mange mindre håndværksvirksomheder om arbejde og tilbudsgivning ved private kunder.

Dansk Byggeri beder generelt medlemsvirksomhederne om at tage foranstaltninger i virksomhederne for at forhindre, at virussen spreder sig inden for virksomheden. Disse foranstaltninger bør til enhver tid følge de forebyggende foranstaltninger fra nationale og lokale myndigheder. Se f.eks. mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside eller coronasmitte.dk.

På besigtigelse – mødet med kunden
Aftal på forhånd med den potentielle kunde at undgå fysisk kontakt, og at I holder afstand under besigtigelsen.  Sundhedsstyrelsen anbefaler to meters afstand mellem personer. Bær desuden handsker under hele besigtigelsen eller afsprit inden du rører ved eks. dørhandtag eller lignende. Hvis det ikke er muligt at efterleve, så bør der vaskes hænder og bruges håndsprit både før og efter besigtigelsen. 

På opgaven - udførelsen
Mange håndværkere arbejder mere eller mindre selvstændigt. Ved tæt samarbejde med en anden håndværker, hvis fx en elektriker og en tømrer arbejder på samme opgave, bør man ikke komme for tæt på hinanden og holde en afstand på 2 meter. Rør eller betjen ikke noget værktøj/udstyr der ikke er dit. Nogle gange vil det være umuligt at efterleve, hvorfor det bør vaskes og rengøres før og efter brug. Alle bør bære handsker. Kommunikation bør ske over telefon og gennem anden digital kommunikation.

I trælasten/byggecenteret – afhentning af materiale
Du bør overholde de tiltag, der er truffet mod spredning af coronavirus i det enkelte byggecenter eller trælast. Det er vigtigt at undgå fysisk kontakt og holde afstand.

Byg Garanti - professionel sikkerhed for kunden
Som medlem af Dansk Byggeri er virksomhedens arbejde for private kunder dækket af Byg Garanti. Det er der mange forbrugere, som er glade for. Derfor giver Byg Garanti ikke kun kunder en tryghed - men giver også dig en konkurrencefordel.

Byg Garanti hjælper private kunder, hvis der er fejl og mangler ved det arbejde, som er aftalt med en byggevirksomhed i Dansk Byggeri. Ordningen dækker med op til 150.000 kr. inkl. moms pr. byggesag. Efter arbejdet er færdigt, dækker garantien i op til tre år for synlige fejl og op til ti år for skjulte fejl og mangler – også hvis håndværksvirksomheden går konkurs.

Byg Garanti dækker også i tilfælde af konkurs. Kunden kan stadig indgive en klage til Byggeriets Ankenævn, og får kunden medhold, kan sagen sendes til Byg Garanti.

Byg Garanti dækker arbejde, der er udført for private kunder på deres private bolig.

 

Læs mere om Byg Garanti